Et barn har levet under mors hjerte i omkring ni måneder. Fra den allerførste celle har barnet været i konstant kontakt med mors krop. Det har mærket hendes hjerterytme, hendes vejrtrækning, hendes bevægelser og de små forandringer, der sker gennem en helt almindelig dag.

Denne forbindelse ophører ikke i det øjeblik, barnet bliver født.

Tværtimod fortsætter den på en ny måde.

Det lille barn orienterer sig hele tiden mod den voksne, som giver tryghed. Det lytter til mors stemme, genkender hendes duft, mærker hendes berøring og aflæser hendes ansigtsudtryk. Barnets nervesystem er endnu ikke færdigudviklet og har derfor brug for hjælp til at finde ro. Det sker gennem den nære kontakt med mor eller en anden tæt omsorgsperson.

Når den voksne falder til ro, bliver det ofte lettere for barnet at gøre det samme.

I mit arbejde oplever jeg også noget, som kan være svært at forklare med ord.

Nogle gange føles det, som om mor og barn stadig deler et usynligt bånd. Ikke kun gennem nærhed og berøring, men også på et dybere plan. Som om de fortsat påvirker hinanden energetisk.

Det er ikke noget, vi kan måle med et apparat.

Men det er noget, jeg igen og igen oplever i klinikken.

Derfor behandler jeg nogle gange både barnet og mor.

Ikke fordi mor gør noget forkert.

Ikke fordi hun er årsagen til barnets udfordringer.

Tværtimod.

Hun er barnets vigtigste tryghed, den person barnet spejler sig i, og den, der hjælper barnets nervesystem med at finde balance.

Når mor finder ro, følger barnet ofte med

Jeg har mange gange oplevet, at et behandlingsforløb ændrer retning, når mor også får en behandling.

Måske har hun båret rundt på søvnmangel, bekymringer eller spændinger gennem lang tid. Måske har graviditet og fødsel sat sine spor. Måske har hun bare glemt at mærke sig selv, fordi al opmærksomhed naturligt har været rettet mod barnet.

Under behandlingen sker der ofte noget.

Vejrtrækningen bliver dybere.

Skuldrene sænker sig.

Kroppen slipper spændinger.

Nervesystemet falder til ro.

Og nogle gange oplever familien, at barnet kort tid efter bliver mere afslappet, sover bedre eller virker mere i balance.

Jeg tror ikke, det handler om magi.

Jeg tror, det handler om relation.

Om samregulering.

Om den helt særlige forbindelse mellem mor og barn.

Og måske også om noget, vi endnu ikke forstår fuldt ud.

For mig handler zoneterapi ikke kun om at behandle symptomer.

Det handler om at se hele mennesket – og nogle gange hele familien.

For når mor får mere ro, overskud og balance, skaber det ofte de bedste betingelser for, at barnet også kan finde sin egen ro.

Kærligst Janni